|
Gunnar Friis (afgangselev 1931) Gunnar Friis rejsebrev I, juni 1955 Hos klostermunkene i Maria Laach. Folkevogn som trofast "trækdyr" i fire uger. Bibliotekar Gunnar Friis, søn af afdøde realskolebestyrer Mønsted Friis, Jyderup har sammen med tre kammerater været på en tur til Gibraltar i en folkevogn, som blev lejet i Hamborg, og i et rejsebrev til os skriver han bl.a., at "denne vogn var vort trofaste trækdyr" i fire uger. Og den fik lov til at vise, hvad den duede til. Kilometer efter kilometer "åd" den sig frem ad hyggelige veje gennem Rhinlandets bjergveje nær Mont Blanc's tinder og gennem duftende appelsinlunde langs den spanske Middelhavskyst. Om turen gennem Tyskland hedder det bl.a.: Da vi nærmer os det store industriområde ved Rhinen, drejer vi fra og kører gennem en uendelighed af gader og byer - byer, som er kendeligt forandrede siden krigens bombeangreb. Vel er der mange tomme pladser i gaderne, men der er ryddet op. De uendelige dynger af murbrokker, og hvad der har været knust og skjult under dem, er fjernet. Men det er trist at køre gennem denne egn. I Køln oplevede vi mødet med den imponerende domkirke. Sort og snavset ser den ud, men i dens indre bringer de himmelstræbende gotiske søjler og buer deres stille bud om fortidens magt og storhed. Sindet stemmes til andagt ved den farvesymfoni, der vælder ned mod én fra glasmaleriernes ophøjde fjernhed. Under et ophold i Bonn blev der lejlighed til at se den vesttyske forbundsdags bygning, som ligger i en park med udsigt over Rhinen. En flok turister blev ført på en hastig omvisning og fik også lov til at se rådssalen fra tilhørergalleriet. Den var tom, men, skriver Gunnar Friis, vi fik da et indtryk af det sted, hvor Konrad Adenauer og hans landsmænd arbejder for at føre Tyskland frem igen. Turen største oplevelse var uden tvivl mødet med klostret Maria Laach, og her hedder det i rejsebrevet: Fra Koblenz drejer vi mod nordvest for at finde ud til det lille kloster, som Holger Kjær på Askov højskole har fortalt os om. Da vi spørger en ældre mand om vej, siger han ivrigt: Ach, das grosse Maria Laach! Jo, det kendte han, og det måtte vi endelig besøge, sagde manden. Ved solnedgang nåede vi klostret, som ligger i en stille fredfyldt egn, og vi rejser vort telt i en lysning nær skov tæt ved den høje mur omkring klostret. I læ af klostrets mure sov vi trygge ind, men nattefreden varede ikke længe. Tidligt næste morgen, alt for tidligt forekommer det mig, vækkes vi af rungende malmtoner fra klostrets klokker. Fuglene bruger åbenbart klokkerne som vækkeur, thi nu vågner de til liv, og snart er hele fuglekoret i gang med morgenkoncerten. Det er ikke engang lyst, men klokken er også kun fire. Tyve minutter senere lyder klokkerne igen. Så skal munkene til den første messe. Vi bestemmer os til at gå til messe i klosterkirken kl. 8. Der var fri adgang. Efterhånden kommer der en del andre "nysgerrige" og præcis kl. 8 åbnes en dør i sideskibet til højre. Ind træder en sortklædt skare af mænd. Det er munkene, og de skrider ind i kirken to og to. De går op i koret, fordeler sig til højre og venstre og sætter sig i de udskårne korstole. Omkring 100 munke var der vel efterhånden. Den påfølgende højtidelighed udfolder sig under afsyngelse af de gamle gregorianske melodier til latinsk tekst. Kordrenge svinger med røgelseskar, og højdepunktet nås ved nadverhandlingen. I tavs forundring fulgte vi dette fremmedartede skue. Det føltes, som blev vi sat hundrede år tilbage i tiden. Måske der her videreføres en gudstjenesteordning, som blev benyttet af de første munkeordener. I hvert fald tilhører munkene i Maria Laach benediktinerordenen, og klostret blev grundlagt i slutningen af det 11. århundrede. I begyndelsen af det 19. århundrede blev det lukket, og først i 1892 åbnedes det igen og videreførtes i sin tidligere skikkelse. Efter gudstjenesten fik vi lov til at se på omgivelserne. Munken, som stod ved porten, viste os beredvilligt hen til en lægbroder, som arbejdede i det praktiske landbrug, og han viste os rundt i staldene. Over alt sås munke i arbejde, men det stille, lærde klosterliv hverken hørte eller så vi noget til. Besøget i Maria Laach efterlod hos os et indtryk så rent og storslået, at det ikke blev udvisket af andre på vor indholdsrige tur1 Gunnar Friis Gunnar Friis rejsebrev II, 24. juni 1955 Møde med fortiden under Spaniens glødende sol Et uheld med folkevognen gav anledning til en ekstra oplevelse. Nyt rejsebrev fra Gunnar Friis, Jyderup: Siden vi besøgte klosteret i Tyskland, har folkevognen ført os gennem Frankrig og gjort hoppet over Pyrenæerne ind i Spanien, og vi er kommet til et land med sit eget sydlandske særpræg. I appelsinlundene ved Valencia var plukningen begyndt. Vi standsede ved en dynge gyldne nyplukkede frugter og fik lov at fylde rygsæk, og hvad vi havde af mapper. Til gengæld bød vi de smilende spaniere hver et par cigaretter. For dem betød vort lille indhug i den flere meter lange dynge ikke meget. På vejen til Granada mødte vi bønder, der med kone og børn kom fra marked i den nærmeste by. De red på æsler og var klædt i deres fineste søndagstøj: Mændene i sort og med sort hat, kvinderne i hvidt eller i farvestrålende dragter. De vinkede og smilede til os og undrede sig vel over, at vi kørt i bil i stedet for standsmæssigt at ride på æsel. Folkelivsbilledet her kan forekomme helt østerlandsk. Man ser manden trække sindigt af med æslet, på hvis ryg konen sidder og passer på familiens ejendele. 1001 nat stemning i det gamle Alhambra slot Vi er i Sydspanien og har fornemmelsen af, at tiden har stået stille. Vi ser landsmænd pløje jorden med træplove forspændt okser og hyrder drage fredeligt af sted efter fåreflokke. Kun få steder har der endnu været penge til mekanisering. En endnu fjernere fortid møder vi i Granada, hvor de mauriske sultaner har præget byen. Vi oplever 1001 nat stemning, da vi vandrer fra Alhambra slottets dunkel gemakker ud under søjlegangens mærkeligt udsmykkede buer, og i den sol belyste gård ser vandet lyne mod solen i det berømte springvand, som bæres af tolv stenløver. Nu skal vi mod Middelhavet og kører gennem et bjergrigt terræn med udløbere fra den sneklædte Sierra Nevada-kæde. Langsomt går det opad og fremad og siden nedad skønne, blomsterrige dale. Pludselig opgiver bilen at fortsætte. En venlig cyklist iler til hjælp, og selvom vort samlede spanske ordforråd kan tælles på den ene hånds fingre, lykkes det os at opfatte, at der et seks kilometer til den nærmeste by. Motril. Vi stander en bilist, som viser sig at være englænder. Han tager Johannes og mig med til byen. Johannes er motorkyndig, jeg repræsentere med kendskab til 4-5 spanske ord sprogkundskaben. Hidtil har vi klaret os i butikkerne ved at pege på de ting, vi ville have. Det går, når tingene ligger fremme. Det er værre, når tingene skal forklares. Hos en købmand i Madrid, hvor vi ville købe æg, måtte jeg tegne både æg og høne, før manden forstod ordren. Festlig køretur i lastvogn uden døre Vi finder en mekaniker i Motril og får forklaret, hvad vi ønsker ved hjælp af en engelsktalende spanier. Mekanikeren puttede os ind i en lastbil uden døre - så kan der sidde tre mennesker foruden chaufføren. Vognens kølerhætte er faldet af, så vandet sprøjtede langt væk, mens vi kørte, og chaufføren tudede ustandseligt med hornet. Det gør alle bilister. Eller flytter børn og æsler sig ikke. Folkevognen blev så slæbt på værksted, og da det var søndag aften, måtte vi indstille os på at blive og finde teltplads i udkanten af byen. Mandag morgen vågner ved støjen af en mængde æsler, som i en lang række bliver redet eller drevet hen ad vejen forbi vort telt og ud af byen. Det bliver hurtigt klart, at en del af dagen vil gå, før bilen er køreklar, så vi får tid til at kigge lidt på byen og omegnen. Uden for byen ligger marker med 1½ og til 2 meter høje sukkerrør, og vi får siden lejlighed til at smage den dejlige søde saft, som findes i disse planter. Fra marken transporteres sukkerrørene til fabrik, hvor saften presses og sukkeret udvindes, og på vejen mødes store lastbiler og mange æsler belæsset med rør eller planternes grønne blade. Et møde med noget, der ligner en omvandrende busk, er ikke usædvanligt, men ser man godt efter, kan man som regel finde et nikkende æselhoved midt i alt det grønne. Nå, omsider står bilen parat, og næste dag når vi Gibraltar, hvorfra vi kan se Afrika. Dermed har vi nået Europas sydligste punkt og vender atter køleren mod nord, mod hjemlige og mere kølige strande2 . Gunnar Friis Gunnar Friis rejsebrev III, 6. juli 1955 Seks tyre blev dræbt, mens tusinder jublede Tredje rejsebrev fra Gunnar Friis, Jyderup, der skildrer spaniernes nationalforlystelse: tyrefægtning. Fra Gibraltar kører vi folkevognen mod Madrid. Undervejs besøger vi vinbyen Jerez med Spaniens største vinkælder, som en venlig fremmedfører viser os. Særlig fornøjelse får vi af at besøge lageret, fordi vi får lejlighed til at smage alle de gode gamle årgange, så rigt mål, at vi kommer i særdeles munter stemning. Da vi forlader kælderen, får vi som souvenir hver en lille flaske cognac. I Madrid vil vi til tyrefægtning. vi standser folkevognen foran den mægtige bygning, hvor tyrefægtningen finder sted, og antastes straks af en ivrig billetsælger, der kan tilbyde gode pladser i skyggen. Billetterne er dyre, idet han forlanger 20% udover den faste pris, men han bedyrer, at det er lovligt og nødvendigt, så vi betaler. Tyrefægtningen skal begynde kl. 18, men der er trængsel foran indgangen længe før, og gadehandlere søger at tiltrække sig opmærksomhed. Har én glemt sin solparasol, kan papirhatte købes, og overmander tørsten, har vandsælgeren slukkende slurke til salg. En blodig sport Mens et hornorkester spiller, gør tyrefægteren og alle andre medvirkende deres indtog i manegen præcis kl. 18. Under udfoldelse af et særligt ceremoniel hilsen på dommeren, og så kan festen begynde. For fest er det - for spaniere, for en udlænding kan dette være lidt svært at forstå. I en beskrivelse stod, at tyrefægtning er en kunst og en sport, som skal kendes grundigt for at give det rigtige udbytte. Men det skal indrømmes, at efter at have set denne ene tyrefægtning har jeg ikke lyst til at sætte mig grundigere ind i sagen. I løbet af godt to timer så vi, hvordan i alt seks tyre blev dræbt. Hver tyr kæmpede i ca. 20 minutter, inden den fik nådestødet af tyrefægteren, som derefter tiljubledes af den tusindtallige tilskuerskare. Tyren vælter hest og rytter Så snart en tyr er dræbt, bliver en anden sluppet ind i arenaen, der er omgivet af en solid trævæg. Bag denne er en bred gang, som er solidt afspærret fra tilskuerpladserne. Tyren bliver først drillet og tirret af modige mænd til fods. De vifter for den rødlilla klude, og når tyren sætter efter dem, søger de hurtigst muligt tilflugt gennem en åbning ind bag trævæggen. Det sker, at han får for lidt tid, så han må hoppe over - og få sekunder efter braser tyren hornene ind gennem bræddevæggen. Til afveksling angriber en rytter fra ryggen af en hest, som er klædt i et uigennemtrængeligt panser. Rytteren har en lang lanse, som han søger at støde i tyrens ryg. Til gengæld vælter tyren både hest og rytter, og andre medvirkende må lokke tyren andetsteds hen, mens hesten hjælpes på benene igen. - og tyren får nådestødet Omsider kommer tyrefægteren for ene mand at fælde den efterhånden rasende tyr. Han lokker og driller med en højrød klud, som skjuler en kårde. Men utrolig hurtighed og behændighed vender og drejer han sig foran tyren, som stadig jager efter den røde farve. Kampen ender altid med, at tyren styrter om med kården jaget dybt i nakken, Naturligvis kræver kampen fra tyrefægterens side en behændighed og kølig beregning, som kun kan opnås gennem mange års træning. Men jeg kan ikke forlige mig med, at denne form for sport skal koste så mange tyre livet - udelukkende for at underholde et stort publikum. Verdens ældste hulemalerier Så forlader vi Madrid, kører nordpå og besøger i Sydfrankrig, i Dordongneområdet, en hule, hvor nogle drenge i 1940 tilfældigt fandt verdens ældste hulemalerier, tegnet og malet for 15-25.000 år siden. Vi vender tilbage til nutiden og tager et lille pusterum i Paris - og siden kører vi gennem Belgien og Holland til Hamburg, hvor vi afleverer folkevognene. Og så stiler vi atter mod Danmark efter en broget og dejlig tur3 Gunnar Friis |